Arkivet

Samarbejdet mellem SynnejyskAmbassade og Sønderjysk Hjemstavnsforening udvikler sig.

Læs her hvad General ungambassadør Andreas Carstensen skriver om Sønderjysk Hjemstavnsforening:

Sønderjysk Hjemstavnsforening blev oprettet i 2001 af studerende fra Landbohøjskolen, for at samle de sønderjyske studerende i en forening der kunne holde sønderjyske arrangementer, og dermed forsøde tilværelse i København.
Vores forening består af pt. 48 aktive studerende, spredt udover alle uddannelserne.
Vi har et formandskab bestående af 7 personer der bliver valgt på den årlige generalforsamling.
Vi arrangerer cykelringridning én gang årligt, hvor alle kan komme og prøve kræfter i den ædle kunst.
Derudover afholder vi hvert år i maj sønderjysk kaffebord, som kun er for medlemmerne af foreningen.
Her er det pigerne der går sammen i deres forening ”Husholdningsforeningen for Sønderjysk Kvindfolk” og anretter 7 hårde og 7 bløde, som mændene, i samarbejde med kvinderne, alle smager og vurderer på en skala, og der bliver dermed kåret en vinder i hver kategori.
Derudover holder vi julefrokost på rigtig sønderjysk manér, og så har vi generalforsamling én gang årligt.
Vi plejer at tjene penge til foreningen ved at bestyre vores fredagscafé hver halve eller hele år, som kan blive brugt til kommende arrangementer.
Her har vi blandt andet en sønderjysk quiz så københavnerne kan lære lidt om æ sproch, og vi sælger naturligvis også solæg.
Nu er vi i gang med at få samarbejdet med Synnejysk Ambassade op og stå, og det er blandt andet hos os på Landbohøjskolen at de fremtidige møder vil blive holdt.

 

 

Sommerkegleturnering 2007

Årets sommerkegleturnering blev deltagermæssigt en stor succes (29 fremmødte, heraf 5 juniorer) og så en enkelt der bare lige sku’ se, hvo’n det gik – generalambassadør Gorm – der efter opfordring alligevel nåede at få sendt alle kuglerne afsted, inden han skulle være andetsteds. At han så ikke var med senere…

Alle samledes kl. 10.00, hvor vi efter en kort instruktion blev sluppet løs på keglebanerne. Med 10 slag på hver bane kunne man godt risikere, at der opstod lidt kø og ventetid for nogle, men det blev da taget med forholdsvist godt humør. I år var der indført en juniorpokal, og børnene gik virkelig op i det. Kuglerne blev trillet – også selvom de var lige ved at tage magten fra ungerne ind imellem, og der lød et ærgerligt suk, når den desværre forsvandt lige ud i renden og trillede mod bagvæggen – og tavlen viste 0…..

Der blev keglet til den store guldmedalje og skrevet resultater ned. Der var meget stille i tælleanlæggene i et par timer – og det var først i et af de allersidste slag på bane 4, at Søren Fabricius (Åbenrå) fik plantet kuglen lige dér, hvor den skulle sidde….Ding, ding…HURRA, og der var ”Alle Neune”. Så tjente han lige en ramme sponsoreret Fuglsang-pilsner.
Viggo Thomsen (Søgård) viste i år, at han måtte have smugtrænet…. I hvert fald fik han styret uden om 3 gange 0-slag i træk og endte til sidst med 197 kegler, til en 5. plads. Og der var tæt løb…..

Men resultatet af årets turnering blev som følger:
Guldpokalen gik i år til Ole Riis fra Tønder med 236 kegler
Sølvpokalen gik til Ditte (Thor´s ældste datter/Tønder) med 207 kegler
Og minsandten om ikke Bronzepladsen blev indtaget af Gorm (Tandslet), der med 205 kegler lige var en tand bedre end de efterfølgende spillere.
Damepokalen blev erobret af Ella Nielsen (Åbenrå) med 203 kegler, og juniorpokalen gik til Lotte (Thor´s yngste datter/Tønder) med 166 kegler. – Og nej, der var ikke blevet smugtrænet i familien..

Arrangøren Thor, der i forvejen havde afstået for modtagelse af flere pokaler (fik 256 kegler), blev i stedet registreret for den største 10-serie på 69 kegler, som indbragte en ramme Fuglsang, og da ingen klarede at vælte ”otte om kongen” fik Inge (Skærbæk) Brockdorff´s ”Københavner-Ole” den sidste ramme for en 10-serie på 68 kegler.

Efter præmieoverrækkelsen og den traditionelle fotografering fik vi serveret en gevaldig frokost i Stadion´s cafeteria, hvor der op mod haven var dækket op med både sild og ost - plus alt det der for en fransk kok og forpagter ligger ind imellem! - desværre havde de kære serveringsdamer glemt, at det også var muligt at købe snaps til silden, men deres fadøl var nu også ganske trøstende…

Thor Skrumsager Hansen
Ambassadør

Deltagerne i årets kegleturnering m.v.
Årets vindere
   
 

 

Julefrokost i Synnejyskambassade - 2006  

                                       

 
De tre kokke  Lis Christensen, Ingwer Gonnsen og  Dina Gonnsen   100 kr. en plade - 50 kr. for tre plader
 
Ingen julefrokost uden sønderjyske sange   Jens og Ib med et lille udpluk af de mange præmier

 

 
Gorm var igen opråber til bankospillet - Arne Fogt reagerede kun, når der blev råbt "pot"   

 

 

BRITA JENSEN GIK FORGÆVES

TIL JULEFROKOSTEN 

Brita Jensen stod den 11. november i regnvejr i Store Kannikestræde inde i København og kunne ikke forstå, at ambassadens julefrokost var aflyst. Det fik hun at vide derinde.Fortvivlet ringede Brita Jensen rundt til os, som havde fundet vej til frokosten, der begyndte kl. 11.11 (våbenstilstandsdagen 11.11. kl. 11.11 i 1918, hvis nogle skulle have glemt det)Og af gode grunde var vi ikke i stand til at svare hende, for vi hyggede os gevaldigt i restaurant Bolden i Gladsaxe.Ingwer Gonnsen fortæller, at han først blev klar over Brita Jensens situation, da han kom hjem efter frokosten og hørte hendes nødråb på telefonsvareren, hvor hun forklarede, at hun havde fået sin søn til at melde sig til julefrokosten, fordi hun ikke selv har computer.

Og sønnen har åbenbart ikke opgivet en E mail adresse, hvorfor han ikke har fået at vide, at ”Willys kaffeklub” fra Haderslev var aflyst og at det derfor var besluttet at flytte frokosten fra KFUKs lokaler i centrum tilbage til ambassade-lokalerne i restaurant Bolden i Gladsaxe.

50 andre - også nye ansigter – fandt  gudskelov frem til den rigtige adresse. Men enkelte ville gerne vide, hvordan man kommer i kontakt med ambassaden, når man ikke har en computer.Ingwer Gonnsens forslag er efter hændelsen med Brita Jensen, at det gælder om at bruge det netværk, som vi alle har del i - enten via internetforbindelse, telefonforbindelse eller på anden måde. Og jeg vil gerne tilføje, at det også er muligt at ringe til generalambassadesekretær Arne Fogt på telefon 39670346.

Selve julefrokosten forløb endnu mere ”gemytle” end de forrige år – og det siger ikke så lidt. 

Masser af gaver til det traditionsrige bankospil.
Masser af fnis og sjov og tilråb, som det sig hør og bør.
Og først og fremmest en rigtig gang grønlangkål…lige som den skal laves.
Den opskrift kan mange have glæde af, tænkte jeg, og bad kokkene om at sende den til mig.

Her er hvad Ingwer Gonnsen skrev dagen efter:

Hej Gorm!

Tak for en meget hyggelig eftermiddag - dem må vi ha' nogle flere af.
Jeg forstår på det hele, at du er interesseret i opskriften på den grønlangkål, som vi lavede den i dag. Vi lavede en lille prøvesmagning i søndags for at tage nøjagtige mål af de forskellige ingredienser. Vi er gået ud fra

1 pk. "sønderjysk grønkål" à 500 g (vi køber den gerne i Føtex, men har også set den i Irma)   
Kålen tøes op, og mest muligt af væden presses ud, idet den for at give den rette smag skal erstattes af suppe fra  hamburgerryg, røget flæsk (bacon) og/eller kogepølser.
175 g kartoffelmos
50 g smør (jeg pointerer gerne, at det ikke skal være Kærgården)
1 dl piskefløde
2-3 dl suppe fra det tilkørende røget kød - det er konsistensen af den færdige kål, der afgør, hvor megen suppe, der skal bruges.
salt og peber
Serveres sammen med brunede kartofler, hamburgerryg, pølser, sennep og rødbeder.

Direkte involveret i madlavningen var Lis Christensen, Dina og Ingwer Gonnsen. Vi er alle tre fra Aabenraa, Lis og Dina er født i hver sin ende af Lavgade, mens jeg i min tid i Aabenraa boede i Gildegade. Jeg er ganske vist født i Hjordkær, men mine forældre flyttede til Aabenraa, da jeg var 3 år, så jeg har ingen erindring fra min tid i Hjordkær, (lige med undtagelse af den specielle lugt, der var hos Dr. Kofoed, men det er vist typisk, at lugtesansen "husker længst tilbage".)

I dag lavede vi kål af 32 pakker grønkål, som vi havde drænet godt hjemmefra. Også kartoffelmosen havde vi lavet på forhånd.

Problemet med så store portioner er, at det tager meget lang tid at varme kålen op - den skal jo helst serveres rygende varm.

Det forhåndenværende køkken er bestemt ikke noget "storkøkken". Der er kun 4 gasblus, som skulle deles mellem hamburgerryg, pølser, kartofler og 3 gryder med kål.

Heldigvis var der så en mikrobølgeovn, som vi kunne forvarme både kål, kartofler og fløde i, og det færdige produkt blev så sat ind i ovnen, hvor det blev holdt varmt indtil serveringen. 

Således var ordene fra de flittige kokke. Tusind tak for deres indsats.

Jeg vil også benytte lejligheden til at takke alle dem, der igen levere de flotte gevinster til bankospillet.
Bryggeriet Fuglsang A/S , Sydbank,  Steenbergs Boghandel v/Uwe Brodersen ,
STEKA Reklamer, Rummelpottens Forlag, Dexia Bank, EBH Bank og Mønsters Garveri.

Også tak til generalkonsulen fra Tønder og Jens for deres ihærdighed med at få det hele til at klappe……. godt hjulpet – naturligvis –  af generalambassadesekretæren, som blandt meget andet også sørgede for, at vi kunne komme til at synge sange fra Haderslev, Tønder, Åbenrå og Sønderborg - akkompagneret af Skipper Palles Duo – de to charmerende harmonikaspillere, der er et fast julefrokost-islæt.

Møjn

gorm

 

 

Sommerfest 2006

 

De glade vindere af kegle konkurrencen 2006
   
er det mon sådan man holder hvis alle kegler skal vælte ?



Som sædvanligt startede vi med kegling fra 10.00, hvor folk lige kan "mojne" og varme op indtil alle er ankomne og parat til den store turnering.

For at holde foreningen evigt frisk havde to medlemmer denne gang også taget 12-årige børn med, som senere gav stor fornøjelse.

Da vi til de tre tidligere turneringer kun en enkelt gang fik en kvinde/dame op i medaljerækkerne havde vi denne gang også en Damepokal med, fordi vi i denne klub naturligvis også sørger for ligestillingen kønnene imellem. Og hvad endte det så med : kun én mand til de 4 pokaler - damerne tog de 3!

Guld til Thor fra Tønder med 257 kegler (den evindelige arrangør!),
Sølv til Tina fra Sønderborg med 242 kegler (Gorms moster!),
Bronze til Mary fra Sønderborg med 212 kegler (æ' man' Kaj fra Bov tog sølv sidste år!)
og Damepokalen til Ditte fra Lyngby/Tønder med 190 kegler (Thors datter!).

Nr. 4 var Gorm fra Tandslet med 204 kegler, nr. 5 var Jens fra Tønder med 202 kegler og nr. 6 var Viggo fra Søgård(Kruså/Abenrå) med 198 kegler.


Ellers var Ditte den første med "Alle Neune" (som Jens's Bjarke senere klarede 3 gange!) og Viggo satte rekord ved tre gange i træk at sende kuglen af banen!


Vi skreg af grin og det var skide skægt - de stakler der ikke var med kan ligeså godt finde misundelsen frem, oh man oh man!!!

Ved godt 12-tiden blev pokalerne festligt uddelt i det skønne danske sommervejr(se æ bill'der), hvorefter vi ryddede keglebanerne og fortrak til bagvedliggende festlokaler, hvor vi nød en behagelig buffet med bl.a. græske frikadeller, provencekrydrede kyllingebryster, grøntsags- og salatpasta samt salatmix og friskbagte korn- og rugboller.
Og så drak vi helt automatisk ikke for lidt i dén varme og med åbne døre til det grønne, så ingen kunne ha' haft det bedre, da vi sluttede af ved 16-tiden.

Næste sammenkomst er torsdag d. 7. september i restaurant "Bolden" som vi plejer - god sommer til alle.

Ambassadør
arrangør
Thor

 

billeder fra tidligere år:

 

   

 

 

 

Julefrokost - 2005

veloplagte frokostgæster Så er der kål og pølser m.m.

 

”A gleæ mæ te å se jæ og få en hygle daw”, skrev arrangøren af årets julefrokost, GeneralAmbassadesekretær, Arne Fogt, et par dage før 26. november 2005.

Og Arne blev ikke den eneste, der hyggede sig gevaldigt. Mange af de 60 fremmødte til julefrokosten udtrykte stor tilfredshed med arrangementet i restaurant Bolden på Gladsaxe stadion.

De fik da også meget for pengene.

Redaktør af ”Æ Rummelpot”, Sven-Erik Ravn, causerede over 60 års leverancer af sønderjysk humor, som jo er en alvorlig sag – og som er noget særegent på grund af det dansk-tyske forhold, der giver anledning til mange sjove bemærkninger og rammende tegninger. Der var flere eksempler på det specielle dansk-deutche sprache – og der blev sunget bl.a. om sønderjyden, der har underlige vaner – en satirisk vise fra Fremmedherreddømmets tid. 

Historiefortælleren Sven-Erik Ravn er i sig selv et eksempel på den sønderjyske underfundighed med masser af glimt i øjnene. Tilhørerne jublede begejstret under hele foredraget.

Vi fik anekdoter om stort og småt, om bl.a. Camma Larsen-ledet og Frode Kristoffersen. Og om, at jagtloven og færdselsloven kun er vejledende i Sønderjylland.

Sven-Erik Ravn medbragte også en helt nyskreven sang til Christian XI, som den nyfødte prins jo nok kommer til at hedde.

Visen, der er skrevet af Leif Maibom, hedder ”Vuggevise til Kedde” og kan læses i dette års udgave af ”Æ Rummelpot”, som redaktøren netop havde hentet dugfrisk fra trykkeren i København . Mange benyttede lejligheden til at anskaffe sig både humørhæftet og en nyskreven kogebog fra Rummelpottens Forlag med sønderjyske retter krydret med sønderjysk kultur – om krig, fred, tysk og dansk og om livet i Sønderjylland.

Et par tilfældigt udvalgte retter:

Airsju- hvidkålsret fra den østlige del af Sønderjylland, en forvanskning fra det engelske Irish Stew,   

Banket skinke a la Armin Bruhn,
Bjestbudding,
Kartoffelklatkager,
Kujesobb (ålesuppe),
Snysk,
Tarregrød,
Solæg (naturligvis)
Kålrabigrød,

og Sønderjysk grønlangkål, som naturligvis blev serveret til julefrokosten, hvor Fuglsang gav øl og hvor der som sædvanlig var diskussion om, hvordan grønlangkålen skal laves. Der var dog almindelig enighed om, at dette års kål var bedre end i fjor og at den næste år sikkert vil tilfredsstille endnu flere.

Alt i alt et veldækket frokostbord, som fik de fleste til at fylde tallerkenen flere gange. Tak til restaurantchef Michael Selvig og hans  medarbejdere. 

De herligt oplagte musikanter, Sømandsduoen Skipper Palle, sørgede for at skabe den helt rigtige stemning lige fra starten kl. 10 – og bankospillet havde veloplagte Asger og drillende Gorm som opråbere.

Det lykkedes til sidst at få alle til at forstå, at det ikke var de lodrette men de vandrette rækker, der skulle fyldes ud,  og at der kun måtte råbes ”pot”, når en eller flere rækker var fyldt. 

Sponsorerne havde gavmildt sørget for masser af flotte præmier, så både folk fra Tønder og andre egne af det gamle land kunne tage hjem belæsset med gaver. 

Der var masser af gode bøger fra Bog og Ide v/ Uwe Brodersen, en bog om sønderjysk mad fra Karl-Erik Ravn, en middag for to fra restaurant Bolden, afslapning i Frederiksberg Svømmehal, tøj og tasker fra Sydbank og Han Herred bank, HHB , ure, nøgleringe, radioer etc. fra reklamefirmaet Steka.– og så naturligvis Fuglsang øl.

Jens Reggelsen sørgede for at de fleste af præmierne blev hentet og lagt pænt frem til skue.

Alt i alt en yderst vellykket dag, hvor vi bød nye ansigter velkommen ,og hvor vi kunne ønske hinanden en god jul og et godt nytår.  g

                                                                                         

Asger, Sven-Erik Ravn og Gorm Der signeres Æ Rummelpot
 
  Sven-Erik Ravn causerer

Ambassadørarrangement 10. november 2005

25 personer var forventningsfulde mødt frem for at høre den sexgale rapper fra Sønderborg, L.RON Harald.
Desværre fik de ikke deres forventninger opfyldt, da han havde meldt afbud dagen før, grundet sygdom. Alle ved hvor svært det er at finde erstatning med så kort varsel, men det lykkedes. Rådsmedlemmet Peter Molzen indvilligede i at udfylde afbuddet, hvilket lykkedes med stor succes.
Peter er kendt som Danmarks bedste fremstiller af Kim Larsen. Orkesteret hedder normalt Peter og de andre Kopier, men denne aften optrådte han alene.
Der blev sunget og klappet og lukkede man øjnene, kunne man ikke høre, at det ikke var den ÆGTE der optrådte!.
Vi siger dig tak for din hjælp.
Det var årets sidste møde i år og næste gang er den 2. februar 2006.

 

Sommerfest 2005 blev afholdt lørdag den 11. juni.

Igen i år foregik sommerfesten under Thors kyndige ledelse på Lyngby Stadion, hvor vi alle fik et par rigtige gemytle’ timer.

Dagen startede med kegling hvor alle gjorde deres bedste for at vinde en af de 3 flotte pokaler der var blevet indkøbt til lejligheden.

Vi var 15 deltagere i turneringen, hvoraf Poul Winkel Larsen fra Sønderborg/København insisterede på at prøve, trods sit handicap som blind: han opnåede som en af de få at lave ”alle neune” (dvs. vælte alle kegler) og endte med en flot placering som nr. 10, hvilket vakte stor jubel blandt øvrige deltagere.

De tre vindere blev:

1) Thor Skrumsager Hansen Tønder/ Lyngby 263 point
2) Kaj Clausen Bov/Glostrup 234 point
3) Jens Reggelsen Tønder/Valby 218 point

På 6.pladsen kom pigerne så ind i billedet og det ender nok med at de får deres egen pokal næste år.

Efter kegling stod den så på sydlandsk buffet med 2 slags kød, kartoffelbåde- og pastamix med varierede grøntsager, salat og brød - og det var glant – og vi fik drukket en del og snakket så sønderjysk så det nok ku’ høres!

Vi sluttede omkring kl. 16 og må igen i år konstatere at de der ikke deltog gik glip af et særdeles vellykket arrangement! Men bare tag det roligt - traditionen fortsættes…


Venlig hilsen                                        
Viggo Thomsen Søgård/Farum

 

   
   
   

 

 

 
 
Ambassadearrangementet 6. oktober 2005

Foredrag ved Johnny Johansen, nuværende ansvarshavende redaktør for ugebladet SØNDAG.
 

Omkring 25 personer havde fundet vej til  Gladsaxe for at høre Johnny Johansen fortælle om sit liv som journalist.
Det blev en fantastisk aften.

Hvad han ikke alt havde oplevet i selskab med konger, kejsere, præsidenter,sportsstjerner, skuespillere etc.
Et fantastisk liv der startede som lærling som sportsjournalist på Dannevirke, der lagde grunden til hans karriere.
Var hofreporter for Se og Hør, hvor han dækkede  Persiens 2500 år fødselsdag, der var et overflod af luksus.
Besøg hos Arnold Swartzenegger, samtale med fodboldstjernen Puskas osv .
Det gik over stok og sten, hvor vi kom jorden rundt i selskab med alle berømtheder.
Jeg vil på ambassadens og tilhørernes vegne sige dig tak for en underholdende aften.

 

 
 

Poul Schlüter besøger SynnejyskAmbassade 1. september 2005

 

 

En veloplagt Poul Schlüter gæstede ambassaden i lokalerne ved Gladsaxe stadion torsdag den 1. september.

De over 30 fremmødte ambassadører – ambassadens kerne -  fornemmede helt klart historiens vingesus i de 1½ time, hvor den forhenværende statsminister tryllebandt forsamlingen med facts og sjove anekdoter.

Ind imellem anedes en ræv bag øret, selv om det ikke er det, Poul Schlüter er kendt for. Men snarere udtrykket ”Der er ikke fejet noget under gulvtæppet”, som naturligvis fik et par ord med på vejen.

-         Det var faktisk ikke meningen, at jeg skulle have holdt talen, men fordi justitsminister H. P. Clausen kun havde været minister i tre måneder, lovede jeg at gøre det, sagde Poul Schlüter, som røbede, at det ikke var ham selv, der havde fundet på tæppe-udtrykket, men de klogeste hoveder i stats- og justitsministeriet. Derfor kom det også som en overraskelse, at retten var af en anden mening.

Om det var rigtigt at gå af frivilligt kan jo ikke kontrolleres, men Poul Schlüter er fortsat overbevist om, at han traf den rigtige beslutning, selv om han på den måde ikke overhalede den legendariske Thorvald Stauning som den længst siddende statsminister. Nu må han ”nøjes” med at være nr. 2.

 Men det har ganske givet ikke været en nem beslutning, for Poul Schlüter var faktisk vild med at være statsminister. Selv om det er en meget opslidende post, havde han mod på at fortsætte meget længere. Jobbet syntes skabt til manden, der ved sin udnævnelse blev anset for at være en døgnflue, men som i stedet kom til at tegne ændringen af Danmarks økonomiske kurs ( i hvert fald ifølge ham selv) og som blev dus med alle de kendte europæiske profiler. 

Margaret Thatcher kaldte ham Poul, når de var enige – og statsminister, når hun var vissen.

Og det var Helmuth Kohl der overbeviste de øvrige europæiske ledere om, at Danmark skulle have lov at have særstatus med fire undtagelser fra Maastricht-aftalen. Osv. Osv. 

 På spørgsmålet om, hvorvidt det er skønt at være forhenværende statsminister var svaret klart og utvetydigt – nej. – Men jeg blander mig ikke. Udtaler mig ikke om den aktuelle politik til journalisterne, selv om de fortsat forsøger at lokke. Men jeg stiller gerne op, når de nuværende politikere beder om et godt råd, sagde Poul Schlüter, der også berørte sin barndom i Haderslev, hvor han allerede blev politisk aktiv som 14 årig. 

I forbindelse med grundlovsændringen i 1953 blev valgretsalderen sænket til 23 år -. Og det gav Schlüter mulighed for at stille op som landets yngste folketingskandidat i Augustenborgkredsen, der havde en strålende konservativ ledelse, men som havde  én skavank. Den havde ingen konservative vælgere. 

Men senere gik det stærkt – både i landspolitik, som statsminister og senest som medlem af Europaparlamentet. 

Spørgelysten var stor – Hvad ville Schlüter f.eks. gøre ved statens nuværende store overskud, blev der spurgt, og når man nu ikke vil blande sig men alligevel gerne vil være høflig og besvare spørgsmålet, så kom der alligevel et svar:  - Det vil undre mig, hvis vi ikke snart får en ny skattesænkning. Så må man håbe, den ikke bliver slugt af forhøjede benzinpriser, sagde Schlüter.

- Så kunne staten jo bare sætte benzinafgifterne ned, foreslog en af tilhørerne.

- Nej, nej. Det er ikke løsningen.

Der blev der ikke fejet noget under gulvtæppet .

 gorm

 

 

Den 4. juli blev der afholdt ringridderfrokost i Aabenraa. Der deltog  5 fra Ambassaden. Asger Reher, som var gæstetaler, Jens Reggelsen og Arne Fogt fra ambassaderådet. Dina og Ingwar Gonnsen var de to ambassadører der havde taget i mod tilbuddet om at deltage. Dog mødte vi flere ambassadører under den fantastiske frokost.

Det var første gang vi deltog i den slags løjer og jeg håber heller ikke at det var sidste gang. Det er stemning i teltet når 1500 mennesker står oppe på stolene  og synger Aabenraasangen.

God mad og musik og en festlig tale af Asger, der kunne få ro i teltet !.

Erik Haase fra Æ synnejysk forening har taget et foto fra festen af Asger
og Arne i festlig stemning.

 

 

Julefrokost i Synnejysk Ambassade 2004  

Det var en fantastisk julefrokost som nogle gik glip af. 45 glade, feststemte personer mødte op til den årlige julefrokost. Den foregik på restaurant Bolden i Gladsaxe, der vil blive vort hjemsted til forårets møder. Så må vi videre se, hvad der så videre sker .
Efter at Gorm havde budt velkommen og fortalt lidt om forårets program, gik man over til spisningen med tilhørende Fuglsang Øl og snaps. . Der var alt hvad der skulle være, dog savnede enkelte nogle rødbeder, men det lykkedes da at få disse fremskaffet. Alle roste den god mad som virkelig fik tårerne frem i øjnene hos de fleste. Man kunne ligefrem se på deltagerne, at de mindedes barndommens glæder. 

Efter maden var der underholdning. Skipper Palle & Co. havde taget harmonikaerne med og vi fik løsnet tungebåndene.

Bordene blev derefter ryddet og der blev tid til at spille banko. Med Gorm som opråber lykkedes det at få folk på dupperne og der blev virkelig gang i den. Måske havde tilbehøret til maden også gjort sin virkning !
Her skal der lyde en tak til vore sponsorer, der havde givet præmierne.

Sydbank. Han Herreds Bank, Steka Reklame, AB A/S,  Bryggeriet Fuglsang og Bog og Ide ved Uwe Brodersen.

Da klokken nærmede sig de 18 var det på tide at bryde op, men det var virkelig hård, da alle havde det utrolig hyggelig og rart med hinanden.
En uforglemmelig eftermiddag var slut og ingen tvivl om at vi ses til næste år. 

Ambassadegeneralsekretæren.

   
Julefrokoststemninger  
   

Ved ambassadørarrangementet 4. november 2004 havde vi besøg af Erik Haase fra Æ synnejysk forening, der fortalte om denne forening.
Der var 20 ambassadører der mødt op,  der i blandt 2 nye.

Sommerfest  2004

 

Årets sommerfest blev afholdt lørdag den 12. juni 2004 på Lyngby Stadion, hvor der var reserveret både keglebaner og et lokale til efterfølgende spisning og hygge

 

 

   

Det blev en gemyt`le dag.   

Vi startede kl. 10.00, hvor vi mødtes på keglebanerne og lagde ud med træning i ca. 30 min. før turneringen startede. Vi delte os så i hold af 4 personer. Herefter startede turneringen for alvor. Mange af de 20 deltagere havde ikke prøvet det før, men det lykkedes alligevel for os at vælte et pænt antal kegler. 

Vinderen af turneringen blev Falle fra Ha`sle med en score på 232. Nr. 2 blev Bent, også fra Has`le, han scorede 211. Ib fra Tynne blev nr. 3 med 201. Thor scorede dog flest point men da han er prof deltog han ikke i konkurrencen. 

Efter kegling var der spisning. Vi fik serveret en lækker buffet tilberedt af den kinesiske kok på stedet. Efter spisningen var der kaffe, og det blev til et par meget hyggelige timer for alle deltagerne, med megen snak både før, under og efter spisningen. 

Dagen sluttede ca. kl. 17.00, og vi takker Thor for et godt arrangement. 

Venlig hilsen 
Viggo Thomsen

 

 

 Fra ambassadørmødet den 1. april 2004

Vi havde besøg af det sønderjyske folketingsmedlem Frode Sørensen:

-Tidligere organisationsformand (formand for Danske Sparekassefunktionæreres Landsforening og næstformand i Finansforbundet)
-Tidligere byrådspolitiker i Sønderborg
-Tidligere aktiv i sportssammenhæng i Sønderborg
-Tidligere skatteminister
-Nuværende folketingsmedlem
 
plus en masse andre ting

 

Fra ambassadørmødet den 5. februar 2004

Siegfried Matlok, chefredaktør på  dagbladet ”Der Nordschlewiger” i Åbenrå, var gæstetaler på SynnejyskAmbassade torsdag den 5. februar under overværelse af et stort antal opmærksomt lyttende ambassadører, heriblandt også helt nye ansigter. Herligt – og velkommen.

Vi fik i to timer en spændende, farverig og sprudlende indføring i de tanker, der rører sig blandt det tyske mindretal nord for grænsen.

Der blev også tid til historiske tilbageblik, som satte mange politiske situationer i perspektiv.

Det, der presser sig mest på i denne tid, er diskussionen om ændrede kommune- og amtsgrænser.

Siegfried Matlok kunne godt frygte for det tyske mindretals fremtidige position i en stor region, hvor grænselandet ikke vil få så stor opmærksomhed, som det er tilfældet i dag.

Amtsborgmestre i Sønderjylland har traditionelt haft gode forbindelser til Chistiansborg.

Men en amtsborgmester i Vejle eller i Odense eller hvor det regionale centrum måtte komme til at ligge, vil ikke på samme måde tilgodese der specielle sønderjyske interesser, mente Matlok, der dog fortrøstningsfuldt proklamerede, at han fortsat ville kæmpe for sin sag, selv om det kun indebar meget korte skridt i den ønskede retning.

Siegfried Matlok var ked af, at der fortsat indimellem høres nedsættende udtryk om tyskere – senest håndboldspilleren Joachim Boldsens lidet flatterende beskrivelse af sine tyske modstandere i EM –semifinalen i Slovenien.

Alt det vi prøver at bygge op gennem foredrag og artikler og undervisning bliver nedbrudt af den slags fordomsfyldte aggressioner, sagde Matlok, der specielt opfordrer sportsfolk til at tænke sig om en ekstra gang før de udtaler sig så kategorisk. Det skaber unødige konfrontationer til skade for et samarbejde hen over grænsen. 

Siegfried Matlok beskæftigede sig også med det sønderjyske sprog, som hidtil har været bindeled mellem dansk og tysk. Men det sønderjyske bliver trængt, og da mange unge danskere ikke kan tysk, vil det ende med, at samarbejdssproget i grænseregionen ender med at blive engelsk, sagde Matlok, der derfor opfordrede til, at der bliver værnet om det sønderjyske sprog. 

Der blev stillet mange interessante spørgsmål til ”Der Nordschleswiger”s chefredaktør, bl.a. om mindretal ude omkring i verden – ikke mindst i Europa, kunne lære noget af de erfaringer, der er gjort i grænselandet.

Men det mener Matlok ikke er tilfældet, idet mindretalsarbejdet er meget kulturelt betinget. 

gorm
generalambassadør

 

 

Her ses Siegfried Matlok i fuld aktion, i gang med at overbevise os om det hensigtsmæssige i at se muligheder frem for begrænsninger i forhold til et samspil mellem Sønderjylland og Nord Slesvig


Fra Ambassadørmødet den 6 november 2003
 
Arne Fogt fortalte om Sønderjyske nødpengesedler fra tiden lige efter 1. verdenskrig.
Og til os der ikke var helt opdateret historisk, havde han taget nogle eksemplarer med, de var faktisk ret flotte. 
 
Ved mødet deltog også formanden for den Sønderjyske forening, Erik Haase. Han kunne berette at de nu var 1460 medlemmer.
Og det mest overraskende var at de 400 kom fra København. Hvad laver de dog der, når de kan være sammen med os?? Selv om vi har fået broen, så er der dog stadig langt til Sønderjylland. Nå, vi må inviterer dem til at komme og besøge os.

Venlig hilsen
Ambassadesekretæren
Vibeke Ries

Læs mere om nødpenge

 

   
 
Fra ambassademødet torsdag den 2. oktober 2003:
Pensioneret dommerfuldmægtig Ditlev Nielsen fortalte om sin lange karriere. Han havde blandt andet medbragt noget statistisk over forbrydelser og opklaringsprocenter. Der var temmelig stor forskel fra før til i dag, ikke overraskende. 
Men han kunne dog berette om nogle grumme ugerningen fra de sidste 40 år. Vi er glade for at Ditlev tog sig tid til at komme. For selv om han er pensioneret dommer, så er han stadig aktiv som advokat.Så hvis I kommer i vanskeligheder, så ved I hvor I kan henvende jer.
Der var mange som var mødt frem og det var en rigtig hyggelig aften. Vi håber mange kommer igen i november.
Venlig hilsen
Vibeke Ries
Ambassadesekretæren

 

Sommeresten 1. juni 2003

Der var inviteret til  fest med kegler og mad en flot sommerdag på Lyngby Stadion. Omkring 20 personer var mødt frem, og efter en kort introduktion af Thor, der stod som arrangør af løjerne, kom der gang i keglespillet.

Hver spiller havde i alt 40 kast og ikke alle kugler blev på banen. Efter 2 timers trilleri blev vinderen kåret. Inden vi startede fik vi at vide, at de rigtig gode i kegleklubben havde et snit over 40 kugler på 300 point, så det var spændende hvem af os der kunne klare dette snit.

Thor fra Tønder blev vinder med 259, men da han er profi, deltog han uden for konkurrence.

 Da han var siet fra, var der stor jævnbyrdighed om placeringerne..

Med 230 væltede kegler vandt Uwe, æ boechhandle fra Tynne, klart foran Vipse fra Als, der fik 215. Erik fra Graasten fik 213  på 3. pladsen. Lige efter kom Ib med 210 og Jens med 208 væltede kegler. Begge de 2 æ å fra Tynne !, så  Tynne må have en særlig kegletradition.

Efter disse anstrengelser var der spisning med en flot fransk buffet med mange lækkerier. Da det som før fortalt var meget varmt, skulle vi passe på ikke at dehydrere efter de sportslige præstationer så snakken gik lystig resten af eftermiddagen.

Nu holder vi sommerferie og ses næste gang den 4. september, men derom senere.

Ka I ha en goej summe 

Venlig hilsen Arne Fogt 
støttepædagog for Ambassade sekretæren


 

Billeder fra ambassadørmødet 1. maj 2003
Torsdag den 1. maj havde vi i Ambassaden inviteret Uwe Brodersen til at komme og holde et lille (troede vi) foredrag om Tønders historie. 
Det gik op for os at Tønder er en meget gammel by og historien startede mere end tusind år tilbage. 
Det tog faktisk Uwe to timer at nå frem til dette århundrede.
Men ingen tvivl om at vi fik lært meget om Tønder og dets indbygger. Blandt andet at der engang var 49 værtshuse pr. 49. indbygger. 
Det er nok heller ikke uden grund, da Uwe havde været i gang i 20 minutter var vi nødsaget til at holde den først ølpause. Og hvem tror I der bad om den? Folk fra Tønder!!!!
Vi siger mange tak til Uwe for hans lærerige oplæg.
Han vil sammenskrive sit to timers oplæg, til et historisk rids, som vil blive lagt ud som et link på vores hjemmeside. 
Så i tilfælde af at I ikke fik det hele med, så vil der blive mulighed for at genlæse historien om Tønder.
 
Til vores arrangement som der var mødt 30 frem til, mødte der også en mand op som hedder John Blem. 
Han er en meget aktiv mand, som fører sin drømme ud i livet.
Han har blandt andet i samarbejde med operasanger Rudi Sisseck og David Graham lavet en cd med Johns favoritsange. Her er blandt anden Alssangen og Det have så nyeligen regnet, Madeleine. En fantastisk operaplade med sange som vi kender.
Hvis I skulle få lyst til at købe den kan I rette henvendelse til undertegnede og I vil få den tilsendt for den lille sum af 100 kr.
 
Det var dejligt at så mange mødte frem. Vi er dog helt klar over at ved fremtidige arrangementer skal et oplæg ikke vare mere end max. en time. Dette er fordi at vi jo også mødes for at "snakke" sammen og det var der dårligt tid til i torsdags.
Vi ser frem til at se mange af Jer til sommerfesten hvor vi skal kegle. Jeg håber der kommer nogle og hjælper mig, mod alle Tønder folkene. De fører sig frem i antal i øjeblikket. Så op af stolene folkens fra resten af Sønderjylland.
 
Mange hilsener
Fra Jeres Ambassade-sekretær
 
Vibeke Ries
(Vipse) 

 


hygge og skatspil på ambassadørmødet
8. november 2003
SKAT - det er noget vi spiller i Sønderjylland - nu også i København